"The i" Marianne Jørgensen, sheeps set out by farmer Laurids Siig Christensen
anmeldelse 2015 (dk)reportage 2014 (dk)
foto reportage 2014 (dk)
reportage 2013 (dk)
foto reportage 2013 (eng)reportage 2013 (dk)
anmeldelse 2012 (dk)
foto reportage under opbygningen 2012 (dk)
The blog http://passiveaggressive.dk/ followed the project through the years: 20162015201420132012
video lavet over festivalen 2012 Concept, direction and edit: Anders CA. Camera and sound: Brendan Leahy and Chris Swan. Narrator: Prof. Dr. Otto Rössler
Marianne Jørgensen T´et
ToTo koncert
Christian Utzon, kort over området
Discoteque Palmen - Losing My Vitamin
SEJERØ
Tandhjulene drejer i alle de liv som jeg lever i drømmen krøb vi op ad trapperne til søer af kviksølv. Sort metal hackede minder i den spændte lunge under retsstaten man holder skjult her hvor jeg ser den nærmeste stjerne skinne og gravide kvinder smile på engene i det gamle EU
Theis Ørntoft
Foto Søren Lose
koncert Reverie
Placeret af: Jan Danebod, Peter Olsen, Flopper, Kasper Sørensen og Henrik Busk
shrimpboy
Peter Olsen, Betonelementer
Zven Balslev
Marie Plum, Pole dance
gitte juul, husforsamling
Eske Rex
Radio Pieces - Pejk Malinovski
SEJERØ 2014.
Tog mod øen den 29. juli, havde befundet mig i København nogle uger. Der var ikke sket noget særligt her, menneskelige møder, et omskifteligt humør, uklare, ofte forvirrende drømme; alt havde været som det plejede. Skriver nu, i september. Men her er for tomt. Selv for en begyndelse. Jeg må dele lidt ud af min dagbog, min fortid, et sted begynder den sådan her:
Kl. 8.54. I toget på vej mod Sejerø. Hører GAS: ’Pop’. Coveret viser et udsnit af nåleskov i skarp sol. København har været et tropehus i et par uger nu, kondensagtige, lodrette dage. Himlen skyfri døgnet rundt. Et eller andet indespærret her til morgen, klaustrofobisk nærmest, et sted i hukommelsen. Meget tydeligt noget i mig der forstår det sådan, at der ingen ’forhindringer’ er de kommende dage. At jeg er fri, måske af intimiteten jeg har forvildet mig ud i. Det må kunne billedliggøres med noget i retning af: Et åbent område, en lysning, uden anden flimren i synsfeltet, end den man selv laver. Hvilket kan være meget. Men jeg føler lettelse over at skulle være alene. Jeg har det bedst alene.
Kommer over bakkekammen og ser mørk støtte et mudderhul i lungen, der langsomt suger den omgivende krop ned vindstød i græsset, negle.
Roskilde, næsten ingen mennesker med toget. De høje grønne vægge, toget kører langs med, vegetationen støvet til af udstødningen og sommeren. Den eneste forstyrrelse er et kærestepar et par sæder længere nede. Skal skifte til bus i Lejre. Stadig sporarbejde op til Holbæk. Med lokalbanen derfra til Hørve, så med bus, så færge. Har intet overblik over hvor meget jeg sov i nat, men overfladisk og meget langsomt. Som om jeg hele tiden kunne styrte ned. Svømmede rundt i nogle vragrester på et tidspunkt, et mørkt hav, havde forsøgt at tage et fly til en anden planet. Tror N. sov endnu dårligere. Vågnede på et tidspunkt mens hun sad og røg på sengekanten, lyset i værelset var grynet. Må have været lige før solopgang.
Hørve Station. Jeg sætter mig og ryger op ad de gamle træbygninger ved banelegemet. Den blå himmel over mig, en rund, hvid sol. Af og til kører en håndryg hen over panden. Øjnene betragter håndryggen, den glinser. Synet af sveden udløser noget tilfredsstillende i mig. Jeg fordriver tiden før toget kommer med at gå op ad det, jeg formoder er byens hovedgade. Nogle svaler flyver rundt. I lejligheden over pizzeriaet synger beboeren med på Kidd. Ellers stille. Er det sådan et sted jeg er? Kan jeg applicere mine fordomme på området? Som om jeg ikke kan undgå den scanning.
Hævede 200 kroner fra automaten i Faktas mur. Kvinden i kørestolen bag mig smilede, da jeg vendte mig om og lod det blive hendes tur. Jeg smilede tilbage, vi udvekslede en lavfrekvent information, helt upersonlig eller et glimt af noget indforstået, det er jeg ofte i tvivl om.
Og imens hører jeg GAS’ evighedstechno. I fjerde sang på albummet indtræffer fornemmelsen af puls, hos mig. Noget der dunker i nærheden, pulsen som det subjektet snor sig omkring, en bevidstheds gradvise opståen. Som en primitiv fantasi, eller et meget virkeligt fatamorgana. Musikken kommer langt nede fra, men den er ikke engang musik, den er for gennemstrømmet, for intentionsløs til at være musik. Snarere er det en aflejring, en aflejring af tid og insekter, eller et helt landskab. En samling tegn uden budsk4ab der fyger forbi langt nede under mennesket eller højt oppe over det, en frekvens uden godt og ondt, en sti gennem fyrreskoven, en uventet lysning. Men lyset er for flydende her, for tungt og gult til vejrtrækninger. Newtons vandringer gennem byer af kridt, min egen måde at undersøge fremmede mennesker på; forsigtigt, jeg banker på samværet, lytter til åndedrættet, løber der en gift her, kan jeg bevæge mig ind? Man vandrer frem og tilbage på afstanden mellem kroppens fødsel og død. Man sidder ved et bål og fører en samtale hvor begges aldre pludselig forstøver. Man vandrer over i hinandens fortider, og en gang imellem finder man aldrig tilbage igen. Eller man finder tilbage, og alt er væk når man sparker døren op og lyser ind...
Hvad betyder: WE ARE FREE? Det er teksten på MetroXpress’ standere, på stationerne, hvor man kan tage en avis i forbifarten. Det er klart det betyder, at deres elendige produkt er gratis, men løber der ikke også noget andet igennem udsagnet, (postulatet om) nogle tilkæmpede fælleseksistentielle vilkår i en del af verden, en fejring af et eller andet usynligt, ideologisk?
Landskabet omkring Lejre. Og cykelturen ind igennem det, sidste år sammen med Lars. Vi cyklede ad de snoede grusveje i mørket, i lyset fra cykellygterne og månen. Lars’ røde baglygte, hele tiden nogle meter foran mig. Den stejle asfaltvej op gennem skoven, hvor temperaturen pludselig steg. Inde mellem træerne ringede en klokke, vi hørte det begge to. Cykellygterne hen over asfalten som det eneste synlige, to vandmænd gennem et sort vand. Ude på den anden side af skovene skråede vi igennem et krat og rullede liggeunderlagene ud på græsset. Det var en golfbane, men vi vidste det ikke endnu. Først om morgenen så vi det, da vi vågnede, en vidtstrakt golfbane i det blege morgenlys, soveposerne våde af dug.
φφφ
I det blå hav. Færgen trækker et opskummet spor efter sig, langsomt ud af syne. Det kræver sit ikke at knytte synet til et billede på tid, linien bagud mod en fødsel. Det kræver sit ikke at forbinde synet med andre syn. Flyenes linier over himlen, de tynde, hvide striber af frossent brændstof gennem det blå. Eller i græsset. Det slimede spor efter sneglen i græsset.
Kl. 14.20: Er ankommet til gården, har sat mit telt op i baghaven. Har lettere ved at overskue de fremmede ansigter, end dem jeg kender.
Kl. 22.50: Tog scooteren ned til stranden alene. I aftensolen. Havde et eller andet lands tåbelige nationalsang i hovedet. Måske de sidste rester af VM. Sad på håndklædet bagefter og kiggede på skibene ude i den rødlige horisont, de mindre sejlbåde. Faldt i en slags søvn. Forsvandt i hvert fald, og måtte bruge et stykke tid på at finde en vej tilbage til mig selv: En fars ansigt. Konturen af en opvækst, grænser. Fyrretræer bag et vindue, en samling stemninger og lugte,
angstmønstre. Langsomt begyndte disse ting at stråle velkendt, som en slags koordinater i en fjern psykisk region. Som om jeg skulle benævne dem alle sammen mine, for at komme tilbage til stranden igen.
Lørdag formiddag. Læser hele min bog op i et halvmørkt værelse på gården. Har ikke prøvet det før, har ingen erfaring med lige netop det. Jeg har en dåsecola stående ved siden af mig, som jeg drikker af mellem hvert kapitel. Mine tømmermænd gør mig ligeglad med det i sammenhængen formentlig meget tydelige Coca-Cola. Ikke at jeg føler mig rebelsk med kapitalistisk fortegn, på ingen måde, jeg registrerer det faktisk slet ikke. For mig, ravnen, skinner dåsen rødt og smukt.
(Tømmermændene lægger sig til min tilstand, forstærker et eller andet her, en overfølsomhed eller en dumhed, det kan være svært at kende forskel.) Da jeg er færdig fyrre minutter senere, er der en passage, hvor jeg ikke ved hvem jeg er. Jeg går ud af laden, ud i sollyset, og i skiftet mellem de to rum forsvinder fornemmelsen af at være nogen. Det er ikke nogen dramatisk erfaring, slet ikke, fornemmelsen af at være en afgrænset person samler sig igen lige så stille, det gør den altid. En lille, men vital del af mig har rødder: I et århundrede, i en kulturel geografi, i et solsystem i udkanten af Mælkevejen. De resterende områder af mig ved jeg intet om, men de virker aldeles uinteresserede i min private lykke.
Jeg går om i baghaven hvor mit telt står, og lægger mig på ryggen i græsset. Lukker øjnene en times tid.
En cirkel i luften på flodens modsatte bred lyser i mørket arktisk kommando.
Indånder kvælstof producerer ideologi.
Fredag eftermiddag. Jeg går igennem laden og kommer ud på engen. Jeg gør det stille og roligt, men mange gange, på grænsen til et mønster. Jeg kan ikke gå hvor hen jeg vil, og stadig være med i denne begivenhed. Jeg kan ikke tage til Jerusalem og bede, eller hvirvle rundt i Saturns ringe og stadig være her. Det er et faktum, som er meget nemt for min hjerne at forstå. Men er der ikke også andre geografier der afgrænser begivenheden, moralske, ideologiske? Kan jeg kravle nøgen rundt på gården og stadig være med? Kan jeg spytte nogen i hovedet?
De planetare myrer trykker play og tiden spiller igen hver gang jeg taler skyller en flod af afsky igennem mig det sorte hul
midt i alt der finder vej til ilt og ideologi.
Et afrikansk orkester kommer på. De har siddet i deres farverige klæder og drukket store øl siden morgenstunden. Nu træder de op på den udendørs scene, hen mod aften, tæt på solnedgang. Musikken begynder, glad og afrikansk.
Jo flere mennesker der er til stede på gården, jo mindre uendelig oplever jeg den. Hvis andre her har det på samme måde, må jeg i deres erfaring være en del af begrænsningen. Jeg noterer mig de mange gravide kvinder. Jeg ved intet om dem, men de smiler på deres yderside. I morgen, når det bliver søndag, tager vi færgen tilbage til byerne igen, gården var materiel for os, bygget af sten, gennemstrømmet af økologisk øl og eksperimenterende musik; det var organisk hedonisme og ikke utopi, det var ikke nogen mental region. Man lægger det bag sig igen, adskiller sig fra det uden problemer: Det var en oplevelse, en ø i havet.
For at gøre det lettere at være her, placerer jeg enhver jeg møder et sted på dette spektrum: Venner – bekendte – folk jeg har hilst på i fuldskab – fremmede – fjender. Folk i spektrets midte er selvsagt de vanskeligste at omgås, min hjerne genkender stemmerne og visse fysiske tegn, men jeg har ikke overskuddet til at kanalisere det ud i en social reaktion. Jeg slår blikket ned idet jeg passerer dem.
Jeg ser frem til, at det bliver nat og morgen. Vi vil gå ned til havet en lille gruppe, og bade mens solen kommer op. Ærligt og simpelt, med bløde muskler. Det nærmest grå vand.
Ofte, når en samtale med et andet menneske er forbi, går det op for mig, at jeg har spændt i alle muskler. Som et rovdyr der skulle nedlægge et bytte. Eller som et svagt dyr der sansede fare.
Fredag aften er skyfri. Nogen spiller en koncert med hammerslag på engen ud mod havet. Vi går mod lydene, drages. Overværer hammerslagene som en koncert. Jeg ser ned i græsset og solen skinner, yderst til højre i mit synsfelt står en kvindekrop, hendes ben ned i græsset, foden med sandalen på. Synet af græsset og kvindens fod, den lette træthed i min krop. Lyden af hammerslag. Det er den helhed jeg fastholder. Det er sammenhængen mellem de ting, koncerten er.
Jeg vender mig om mod Pernille, det ligner hun smiler. Hammerslagene og synet af græs. Sommer og vinter.
Lørdag nat overværede jeg koncert med orkestret Reverie. Det unge blackmetal-orkester, Reverie, som jeg aldrig har hørt om. Jeg havde været alene ude og gå lidt rundt i natten, på jagt efter nogle smukke og rørende oplevelser. Kiggede lidt på stjerner nede fra stranden, stødte ind i Kristina i mørket på tilbagevejen, vi satte os ned og talte om ting der var hændt i hvert vores liv.
Nu kan jeg se toppen af koncerten hen over hovederne på resten af publikum, tre kroppe med langt sort hår i forgrunden, okseryggen de har spiddet på en pæl og sat midt på scenen, gennemlyst, orange og hvid. Trommeslageren er usynlig for mig.
Hvis nogen bad mig nævne en egenskab, ved et menneske eller ved et fællesskab, som skal være til stede før jeg for alvor kan interessere mig for det, ville jeg nævne dødsdrift. Jeg har haft det fint under festivalen; jeg har siddet i solen og drukket mig fuld, jeg har hørt musik fra det gamle Afrika, haft overskuelige psykoser og været nede og natbade. Jeg har haft det fint og forventeligt, men er ikke stødt på dødsdrift. At jeg fik tårer i øjnene under Reveries koncert, ved jeg, har sine årsager i dette. Al min ulykke forsvandt med det samme de begyndte at spille, det var en mærkelig gråd, jeg blev aggressiv af den. Reverie kom og dannede en lille sort prik i min psyke, og inde i den prik spandt de et solsystem med tusind kældre, de kloakerede min bevidsthed og ledte al fortrængning ud i regnskov og rumrejse. En gruppe spørgsmål meldte sig, men de flaksede op og forlod min hjerne så snart jeg forsøgte at besvare dem: Er det spædbørn eller chimpanser der skriger bag min barndom? Bebor jeg kroppen som en turist i bakterierne? Verdenshadet, det gamle Had, som lyser rødt i sit omrids og flakser væk i mørket hver gang nogen griber ud efter det; man tror det kan tæmmes med kærlighed og accept. Men det vil ingen forsoning. Det vil ingen ende.
Hvorfor tager folk ikke tøjet af hvorfor er livet så kort hvorfor opstår der ikke orgie i laden når nu vi bare kan gøre det
her er kun os der betragter en hellig løgn i vragstumperne en hares flugt i billygterne det røde brag hvorfor graver ingen sig ned ude på engen når man kan trække vejret gennem sugerør og havet er så nær hvorfor flyver bierne rundt og bestøver sig selv hvorfor, hvorfor, hvorfor.
Der findes mennesker man ikke behøver at sige noget til, for man udsender den samme sonar, man har set den samme barndom. Man sidder og spiser et måltid sammen i en støvet, kinesisk handelsgade, man er færdig med at spise, man kigger på hinanden, og smiler. Smilet er nok, eller gråden. Det er så befriende ikke at skulle forklare sig.
Senere på natten mødte jeg trommeslageren udenfor, han sad alene og røg, jeg sagde: Tak for koncerten, du, den var god. Men dette var allerede alt for meget, det var overflødigt, det var slet ikke nødvendigt at tale.
Morten Modin, Horizontal View, Vertical Reflection
Benedikte Sander Laursen: Cosmic Checkpoint.
Klaus Nielsen , Kristian Pedersen, Lars Lundbæk Pedersen, Rene Nielsen & Hans Peter Rasmussen, Tillykke Ronni
Discoteque Palmen - Neon Paradiso Mix (Cut-out of 4hour set at Sejerø Festival 2014)
Sara Willemoes Thomsen, Opadstræbende på materialets præmis
Kunstnerliste 2011 - 2015: Astrid myntekær Anders Christoffer AndersenAnna Bak Anne Pind Ben and SebastianBenedikte Sander Christian Utzon Esben Klemann Eske Rex Emma SheridanFlopperGitte KjærGitte JuulHans Peter RasmussenHenrik Busk Heine Thorhauge MathiasenHelene NymannIda FlarupJakob Remin Jacob JessenJakob BueKatrine West KristensenKristian SæderupKasper VangKasper Sørensen Kristian Pedersen,Klaus Nielsen Lars Lundbæk PedersenManet Ipad Cover (Emil Elg og Mai Dengsøe Hansen)Maria Walther Marie Erdinger Plum Marianne Jørgensen Mira WindingMichael MørkholtMaria MengelMarie Plum Morten Modin Owen ArmourPeter Olsen PINDRene NielsenSara Willemose Simon DamkjærTove StorchToke Odin Zoltan AráZven Balslev
Medkurator 2011: Katrine West Kristensen2014; Nina Wøhlk 2015: Lars Fynboe
Musik 2011 - 2015Nika SonSHRIMPBOYMilan WSethian ImpactSejerø MindetJohn ButcherHailu Mergia w.Tony Buck & Mike MajkowskiJannis Noya Makrigiannis (w. Nicolai Koch)John T. GastMittland Och LeoMicachu & The ShapesSTILLDiscoteque PalmenBrassfootRobert TurmanMiaux Pinkunoizu Morphosis Senyawa To\To Spost Easy Rider The Hearing Stargate TIG CankunFrisk frugtEnsemble Economique Lamburg Tony Lonely Boy Choir Sejerø Spillemændene ShackletonThulebasen Vagn E. Olsson Marie Eline HansenHigh Wolf Chimes and Bells TS HøegAwesome Tapes from AfricaSpostCancunStargateExcepterJawsSand CirklesHeatsickPer KristensenIce Cream CathedralGala DropDinnerFather MurphyChoir of young believersEuros ChildsNorberto LoboMusik booket af Thomas Buhl Wiggers med hjælp fra Emil Kragh-Schwarz
Uvuderlig hjælp: Katrine Uldbæk Nielsen + familieHelen Nishijo AndersenPernille Skov Julie Buhl WiggersNiels K. Eriksen
